Økonomistyrelsen giver medarbejderne frie hænder
Økonomistyrelsen er gået over til IP-telefoni og headset til alle. Intern skepsis og tekniske problemer gjorde det til en hård proces, men i dag er systemet en klar succes.
André Briand de Crevècoeur, chefkonsulent i Finansministeriets Administrative Fællesskab, som er ansvarlig for implementeringen, fortæller om Økonomistyrelsens skift til IP-telefoni: ”Overgangen til soft-phones var hård. Mange var skeptiske ved tanken om at slippe telefonrøret, og vi oplevede tekniske problemer, som gjorde, at vi måtte udskifte en del forældede pc’er.”
Frie hænder giver effektivitet
”Nu kører det. Ingen vil undvære deres headset i dag. Alle kan se fordelene i at have hænderne frie, så man for eksempel kan slå op i sagsstyringssystemet, mens man taler med en borger”, siger André Briand de Crevècoeur og fortsætter: ”Folk slipper for nakkesmerterne ved at klemme telefonrøret fast mod skulderen, og der er masser af muligheder for at indstille lyden, som man selv vil have den.”
Med i udviklingen
Om valget af GN Netcom som leverandør uddyber André Briand de Crevècoeur: ”Vi havde forskellige leverandører inde, men GN Netcom gjorde særligt meget ud af at koble headset sammen med IP-teknologi og udforske mulighederne.” Samarbejdet fortsætter i dag. Eksempelvis fik Finansministeriets Administrative Fællesskab, som nogle af de første, Jabra GN 9350 headset på prøve, så de kunne opleve fordelene ved at gøre computerbaseret IP-telefoni trådløs.